Sider

lørdag den 10. juli 2010

Første dag på Highway 1

Endelig fik vi vores bil, en 7 personers Chrysler-ting - skøn skøn bil. Og efter Mille og Max havde fået en dukkert i poolen, tjekkede vi ud af hotellet med den fede retro indretning (Best Western Americania). Men inden vi skulle ud og prøve kræfter med den snoede Stillehavskystvej - Highway 1, skulle vi dog have købt lidt ind.

Det endte med, at vi hang ud i et indkøbscenter i fire timer, mest fordi vi skulle køre rundt til de forskellige butikker (stort sted). Men også fordi Liselotte blev overmandet af en Toyotasælger, der ville give hende et 10 dollars gavekort, hvis hun ville trille lidt rundt i en bil på parkeringspladsen (på størrelse med Læsø). Og vupti sad vi fanget i hver vores bil med co-driver und alles. Gavekortene blev vekslet til et nyt kamera, en køleboks og noget middagsmad.

Så startede turen ned ad Highway 1... lidt senere end vi havde regnet med - men what-the-heck vi har ikke travlt ;-) Trods lidt diset og overskyet vejr er der et helt fantastisk view mange steder langs vejen. Jamen, det er bare SÅ flot og helt uvirkeligt. Store klipper, brusende bølger og vand så langt øjet rækker. Det skal opleves.

Efter 100 miles kørte vi ind til Santa Cruz (Stillehavskystens svar på Blokhus) - hyggeligt sted - men også temmelig dyrt i forhold til at betale for overnatning. Vi valgte derfor at køre lidt videre til en anden by i nærheden, Watsonville. Har fandt vi et motel som var til at betale for penge. Heldigt... da klokken efterhånden var blevet 20.30 :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar